tegn-og-gør-det-enkelt

Gør det enkelt. Så bliver det enkelt.

For mig er det i dag ret enkelt:
Når jeg tegner, kommer der noget på papiret! Bare START!

Simpelthen!

Ok jeg ved det godt. Hva så når vi går i står? En gang gik jeg i stå, og ofte gik jeg slet ikke i gang. Ikke med at tegne, selvom det var det, jeg ville. Så gik jeg i gang med alt muligt andet!
Hvorfor er det sådan? Hvorfor gør vi ikke det, vi vil, og i stedet gør det, vi ikke vil? Og hvordan ændrer vi det?
(Cliffhanger: Løsningen kommer sidst i artiklen).

Citat

Jeg skrev tidligere om nisser og Julemanden. I denne hellige højtid er det tid til et bibelcitat.

Paulus Brev til Romerne kap. 7, v. 15.
“For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.”

Jeg skal ærligt sige, at jeg ikke fattede en bjælde af konfirmandsundervisningen, eller hvad præsterne sagde i kirken i mange år. Ofte virkede det som om præsterne heller ikke gjorde. Sådan var for mig.

Nu i dag efter jeg har taget springet og forløst en masse potentiale i mig selv og været vidne til andre gøre det, er det øjenåbnende, at Bibel-citatet så tydeligt beskriver dette menneskelige paradoks.

Det der sker, som jeg har erfaret det, er, at en ubevidst frygt i min bevidsthed, bremser mig i at gøre det nye og ukendte, jeg har lyst til. I stedet gør jeg måske noget, som jeg ikke har lyst til, eller som jeg i hvert fald ved, ikke skaber det, jeg har lyst til. Fordi jeg ikke er bevidst om denne frygt, som kan være SÅ GODT GEMT i underbevidstheden, fortvivles jeg over IGEN at gøre det, jeg ikke vil.

Betydningen

Det er det, der menes med “synden“, det ubevidste i mig, der forhindrer mit hjertes lys(t) at komme til verden, og som skygger for min egen storhed. Og din. Og alle andres! Hvis altså vi lytter og retter os efter “synden“.

Og “loven” der omtales er slet og ret “det du giver, skal du få (tilbage)” eller (” det skal ske dig, som du tror det”). På gammel dansk “som du råber i skoven, får du svar”. Eller den fra poesibogen “smil til verden, og verden smiler til dig”.
Og det retfærdige i det er, at den gælder for alle og for alle udtryk.

Og så den helt sekulære: “Pis på andre og vågn op i en sø af urin!”. Hvem har dybest set lyst til det?

Og “at loven er god” betyder, at den helt tydligt viser dig, hvordan du skal gøre for at få det godt. Gør du det, du ikke vil, er resultatet derefter. Det er livsvejledning lige ud af landevejen. Gør det enkelt!

Løsningen

Løsningen: Kend dig selv. Bliv bevidst om, at det der stopper dig, er noget i dig selv. Og det kan forløses! Vær klar over, at det kun har den magt, du giver det. Du “overvinder” dette, dig selv, ved at gøre det, du gerne vil, men som du er bange for, samtidig med at du helt enkelt bare mærker ubehaget. Vend dig mod din frygt og GØR DET, TEGN, MAL, SKRIG, GRÆD, GRIN eller få sagt JEG ELSKER DIG, til dem du elsker, inden det er for sent. Eller hvad det nu er for dig, og vær klar på at modtage:-)

Og skider du i bukserne af skræk, kan du altid skifte bagefter. Gør det enkel.

Konklusion: Du forløser din smerte ved at gå efter det gode, dit mål, det dit hjerte gerne vil!
Ikke ved at tale i lange baner om det, der ikke virker eller gør ondt, som jeg gjorde i årevis.

TEGN og der kommer noget på papiret!